Jeg er stor fortaler for, at du skaber det arbejdsliv som selvstændig, som matcher den du er og det liv, du gerne vil leve. For det er jo netop det, vi har muligheden for som selvstændige!

 

Men det at være selvstændig er også een lang selvudviklingsproces – der er hele tiden nye stier, du skal betræde, nye ting, du skal lære, turde og gøre. Og det betyder, at der også er ting, du skal give slip på – gamle tanker, handlinger, vaner og overbevisninger, som spænder ben for den succes med din selvstændige praksis, du ønsker dig.

Måske skal du også give slip på disse 9 ting – eller nogle andre, som holder DIG tilbage?

 

Jeg har skullet:

1. Give slip på min tendens til at spille ‘lillespillet’

 

Da jeg blev selvstændig fyldte drømmen om ‘det lette arbejdsliv’ rigtig meget i mig. Jeg havde bl.a. læst Tim Ferriss´ bog ‘The 4- Hour Workweek’, og det var også i de år, hvor tanken om at gå online og leve af produkter, som man lavede én gang og solgte igen og igen, var på sit højeste. Jeg elsker at være min egen chef, dovne og nyde livet på mine helt egne præmisser – og have friheden til selv at bestemme indretningen af mit (arbejds)liv. Så jeg red gerne med på bølgen om at kunne arbejde småt og høste stort, at kunne forvente store resultater med en forholdsvis lille indsats.

Virkeligheden er bare, at det at kunne leve af ‘passiv’ indkomst kræver en hel masse forarbejde i form af arbejde ‘på gulvet’, som gør dig hamrende dygtig indenfor dit felt og opbygger dit brand, som gør at folk valfarter i retning af dine produkter. I øvrigt kræver selv ‘passiv’ indkomst en enorm mængde aktiv markedsføring – og markedsføring er synlighed, synlighed, synlighed. Så det med som nystartet selvstændig at gemme sig bag computeren og skabe fantastiske produkter, som sælger sig selv – som sådan en (delvis) introvert som jeg selv godt kunne forfalde til at dyrke -det er et Fata Morgana uden ret meget hold i virkeligheden.

I virkeligheden havde jeg mest af alt gang i at spille ‘lillespillet’, dvs. at arbejde med det der for mig lå i grøn zone (udvikling af produkter), mens jeg afholdte mig fra at gå nok ud i gul zone (som for mig var synligheden). Jeg gjorde det, som rigtig mange af mine kunder også gør de første år: Jeg spillede Ludo, mens jeg sad og håbede på at lande Rådhuspladsen i Matador. Well, that ain’t gonna happen! Matador er et helt andet game end Ludo, og bliver du i din egen komfortzone, så får du ikke de helt store resultater, du drømmer om. For de ligger altid der, hvor du udfordrer dig selv. Og det måtte jeg bruge et par år på at fatte.

 

 Untitled design (1)

 

 

2. Give slip på dovenskab og overspringshandlinger

 

Fordi jeg nød så meget at bestemme indretningen af mit eget (arbejds)liv, fik jeg oparbejdet en skæv relation mellem chefen (mig) og medarbejderen (mig) i min virksomhed. Chefen var utrolig eftergivende og forstående overfor medarbejderens behov, og det lukrerede medarbejderen på i en grad, så det skadede virksomheden.

Jeg brugte blandt andet oceaner af tid på at tale i telefon med familie og venner, læse en god bog, falde over lidt morgen-TV (til langt op ad formiddagen), handle ind til aftensmaden, ordne hjemmet osv. – ting der var dejlige at få fra hånden, mens resten af familien var i skole og på arbejde. Og arbejdet i mit firma kunne jo godt vente til i morgen og i overmorgen og i næste uge…

Det tog mig ærlig talt nogle år at lande en arbejdsrytme, som gav mening for både chefen og medarbejderen – blandt andet ved hjælp af Brian Tracys bog, ‘Slug frøen’, som hjalp mig med at fokusere på det vigtigste og kedeligste i starten af hver arbejdsdag, så det var overstået, og resten af dagen kunne være en fest. Så jeg nød mit arbejdsliv, SAMTIDIG med at der blev holdt et skarpt fokus på udvikling, kundeflow og indtjening.

 

Untitled design

 

 

3. Give slip på min modstand mod stukturer, systemer og gentagelser

 

Det fører mig direkte videre til det tredje personlighedstræk, jeg måtte udfordre hos mig selv, for at få succes som selvstændig – nemlig min enorme modvilje mod strukturer og gentagelser. Jeg elsker at gøre ting på nye måder, lære nyt, afprøve nye opskrifter, kaste mig over ny træning, rejse nye steder hen, møde nye mennesker, udvikle nye produkter. Og jeg føler, at jeg dør en lillebitte smule indvendig, når jeg skal gøre det samme igen og igen.

Men det gik op for mig på et tidspunkt, at min hang til frihed og forandring kom til at spænde ben for min succes som selvstændig (hvilket det også havde gjort for min succes som ansat, fordi jeg hele tiden søgte og fik nye stillinger, så jeg aldrig nåede at få den helt dybe erfaring indenfor et felt). For det er alt, alt for hårdt at køre en en-mands business, hvis ikke man lærer at optimere sin tid ved at gentage succeser, strukturere arbejdsopgaver, og sætte systemer op, som virker igen og igen – som f.eks. salgskampagner.

Og what do you know! Nu er jeg blevet en ren sucker for strukturer og systemer, fordi de sparer mig tid, de giver mig succes, og de øger min indtjening. Med andre ord – de virker!

 

Untitled design (1)

 

 4. Give slip på både-og til fordel for enten-eller

 

En god bivirkning ved at få struktur på min tid og mine arbejdsopgaver var, at det gjorde det lettere for mig at gøre mit arbejde helhjertet, når jeg var i gang med dét, for så at holde ligeså helhjertet fri, når arbejdsdagen var slut.

Jeg brugte flere år på at tro, at jeg var produktiv, når jeg i virkeligheden var i gang med at se endnu en ‘inspirationsvideo’ på Youtube, kikkelure lidt på Facebook eller lave andre overspringhandlinger, som ikke gav kundeflow. Eller – omvendt – at jeg syntes jeg holdt fri, selvom jeg liiige skulle besvare et par mails, ordne nogle fakturaer, skrive et nyhedsbrev – eller andre arbejdsrelaterede ting.

Men det gør, at det hele flyder ud i ét, og hen ad vejen har jeg lært, at det er nødvendigt at være enten i Yin, hvor jeg slapper af og laver noget andet end at arbejde (og mærker jeg, at det er det jeg har brug for, så prioriterer jeg det gerne – også selvom det er midt på ugen) eller i Yang, hvor jeg giver den max gas med at få opgaver ud af verden eller nå en deadline (også selvom det er aften eller weekend) – i stedet for at vælte rundt i mudderet imellem de to energier, og ikke være ordentligt til stede i nogen af dem.

 

Untitled design (2)

5. Give slip på at lære for at lære

 

Min mor plejer at sige, ‘hvis Majken fik penge for det, gik hun i skole hele livet’. Og det var nok den mulighed, jeg øjnede, da jeg blev selvstændig, for her kunne jeg fordybe mig i ny viden fra morgen til aften og endda blive betalt for det! Og ja, det er en af grundene til, at mit arbejde også er min hobby.

MEN en ting er at lære, noget andet er at omsætte den viden til handling. Og det tog mig en (god) rum tid at forstå at det at læse bøger, artikler og nyhedsbreve, se videoer, høre podcasts, og investere i kurser og  onlineprodukter i lange baner, ikke er det samme som at skabe omsætning. Efter at jeg havde lært (læs: nydt) mig igennem mit første år som selvstændig, spurgte min mand mig sukkende en dag, om det ikke også var meningen, at jeg skulle bruge al den viden, jeg sugede til mig, på at tjene nogle penge? Det var lidt et ubehageligt wake-up call!

Jeg suger stadig viden til mig på daglig basis, men nu gør jeg det struktureret (!) og med den intention at bruge min viden til at skabe endnu større kundeflow og endnu bedre omsætning i mit firma!

 

Untitled design (3)

 

 

6. Give slip på min ligegyldighed overfor penge

 

Det fører mig videre til den sjette ting, jeg måtte slippe, nemlig min ligegyldighed overfor penge.

Jeg har aldrig været særlig pengefikseret, det har ligesom ikke rigtig fyldt så meget i mig. Jeg syntes altid, at jeg fandt penge til det, jeg havde lyst til, da jeg var yngre – f.eks. at rejse rundt i verden med rygsæk i halve år ad gangen. Da jeg begyndte at tjene gode penge som ansat, satte jeg de fleste penge over på en opsparingskonto, fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for så mange penge i hverdagen.

Og det (manglende) pengefokus tog jeg naturligvis med mig ind i mit nystartede firma, så jeg i lang tid tog intet eller næsten intet for mine ydelser. Og da jeg begyndte at tage ordentlige penge for det, kunne jeg ikke lade være med at give rabatter til de kunder, der ikke havde råd til mine ydelser, eller give dem mine ydelser for gavekort til deres ydelser (som jeg måske end ikke havde brug for).

Needless to say, så skabte den mentalitet ikke en succesfuld business med en ordentlig omsætning, så efter et par år med en forsvindende lille indtægt (og et par grimme oplevelser med kunder, som fik rabatter, og som viste sig at have mange, mange gange flere penge end jeg), byttede jeg mit manglende selvværd ud med en respekt for min tid, indsats og de resultater, jeg skabte for mine kunder – og begyndte at tage en ordentlig pris for mine ydelser.

 

Untitled design (1)

 

7. Give slip på forestillingen om at sparede penge er tjente penge

 

Jeg startede mit firma på den kompromisløse (og naive) måde; jeg sagde mit gode job op og kastede mig hovedkuls ud i livet som selvstændig, hvilket ret hurtigt betød virkelig, virkelig lavvande i pengekassen, da jeg næsten ingen kunder formåede at tiltrække – primært fordi jeg gjorde alt det forkerte.

Da min opsparing slap op, arven fra min papfar var brugt, efterlønnen var hævet, kassekreditten var overtrukket, og desperationen var ved at være heftig, begyndte jeg at spare på alle fronter. Jeg tillod ikke mig selv at bruge penge på noget som helst, for der var jo ikke nogen penge at bruge af. Så jeg tænkte, at jo færre penge jeg brugte – også i mit firma – jo flere penge ville jeg have. Det er jo umiddelbart et ret logisk ræsonnement, men åh hvor var den dog forkert. For som selvstændig kan man ALDRIG spare sig til penge, og jo mere jeg sparede, jo færre penge kom der ind.

Man siger på engelsk, ‘it takes money to make money’ og det er ufatteligt sandt. En af de største hindringer for at få succes er at undlade at bruge penge på at udvikle sin business. Jeg har set det massevis af gange blandt mine kunder også; dem der kontakter mig, og derefter booker en plads på mit 10 måneders Mentorforløb ‘Succes Systemet’, investerer i mit store 1:1-forløb, deltager på mit onlineforløb ‘Min UNIKKE Business, køber et klippekort på 20 klip eller lignende, de LÆRER. De FLYTTER sig. De rykker FREMAD. De skaber KUNDEFLOW. De opnår SUCCES.

Mens dem, der undlader at bruge penge på deres business, fordi de tænker, at det er vigtigere at tage endnu en uddannelse oveni dem, de har i forvejen, eller prioriterer pengene på sommerferien med familien eller en ny carport i stedet for, DE KOMMER INGEN VEGNE.

For det hul pengene går ud af, er det samme, som de kommer ind ad, og går der ingen penge ud, kommer der ingen penge ind! Så i stedet for at tænke i udgifter, skal du tænke i ROI – return on investment: 5000 kr. brugt på en Facebook-kampagne, der giver en indtjening på 10.000 kr., 20.000 kr. brugt på et forløb, der gør at du tjener 100.000 kr. i månederne efter – ja om det så er 100.000 kr. brugt på et eller andet, der gør det muligt for dig at leve af din virksomhed mange år frem i tiden, er ikke udgifter men investeringer i din fremtid.

Der er megen frygt og mistillid i at spare og omvendt megen forventning og tillid i at investere – og det skifte i mindset og energi åbner virkeligt op for, at kundeflowet kan starte!

 

 

Untitled design

8. Give slip på min aversion mod markedsføring og salg

 

Jeg har altid været en arg modstander af salg, sælgere, reklamer, markedsføring – og i det hele taget vel egentligt af ‘selvpromovering’ af enhver slags. Så der skulle et ikke helt uanseeligt mindset-arbejde til, før jeg kunne begynde at synliggøre mine ydelser – med mig selv i behold. Jeg ser det samme hos rigtig, rigtig mange af mine kunder – det her fokus på, at vi som udbydere tager noget fra vores kunder (deres penge), snarere end at give dem noget (en forvandling af deres situation til det bedre), som de så gerne vil give os noget til gengæld for (betaling for vores tid og evner).

Det mindset kan virkeligt pardon my french fucke enhver synliggørelse af ens ydelser op! For hvis man via sine ydelser tager noget fra nogen, hvis man oplever at ‘prakke andre mennesker noget på’, er det ærlig talt ikke særligt tiltalende at gå ud vidt og bredt og fortælle om sine ydelser.

Men kan jeg via mine evner, ydelser og produkter hjælpe andre selvstændige med at få succes med deres firmaer, er det da urimeligt at gemme dem af vejen for dem. Og det samme gælder for alle andre selvstændige med en evne til og passion for at gøre en positiv forskel i andre menneskers liv. Vi skal ikke ud og stikke en fod i døren hos mennesker, som ikke har brug for vores hjælp, vi skal tilbyde vores ekspertise til lige netop de mennesker, for hvem vores hjælp kan gøre en afgørende forskel. Og ja, det skal vi synliggøre for at vores potentielle kunder derude ved, at vi findes. Og ja, det skal vi tage os betalt for, for ellers kan vi ikke leve af vores evner og gøre den forskel, vi brænder for.

 

Untitled design (3)

 

9. Give slip på frygten for synlighed

 

Jeg har taget frygten for synlighed med som rosinen i pølseenden, dels fordi den uden sammenligning har været min største udfordring som selvstændig, og dels fordi den rummer alle de foregående 8 punkter i sig. For manglende synlighed skyldtes hos mig selv – og hos mange af mine kunder – en sammensurium af at spille lillespil, ikke strukturere og systematisere, ikke handle nok på al min læring, ikke gå nok op i at skabe en ordentlig indkomst, ikke at ville bruge nok penge på udviklingen af min business, og massiv modstand mod salg og markedsføring,

Men som selvstændige er vi i showbusiness – we have to show ourselves – for uden synlighed ingen kunder. Meget ofte skyldes manglende kundeflow, hos selvstændige, manglende synlighed. Der er simpelthen ikke nok potentielle kunder, der ved de findes – som i langt, langt fra nok. Og det skaber misundelse overfor de konkurrenter derude, der er synlige. Og det gør, at man mister energien og troen på sig selv og sin business – sin drøm.

Så når jeg er så god til at sætte mig ind i mine kunders udfordringer med synlighed, er det fordi jeg i høj grad har been there, done that. Det tog mig henved 5 år (og nej, det er ikke en typo!), før jeg var så synlig, som jeg burde have været fra første dag. Og selvom jeg ikke længere har skrupler med synligheden, så er det stadig i perioder lysegul zone – og det vil det måske altid være.

 

Untitled design

 

 

Og nu til dig:

 

Hvad skal du give slip på?

 

Nu har du hørt, hvad jeg har måttet slippe af dårlige vaner, overbevisninger, aversioner og frygtscenarier – for at kunne få den succes med min business og det liv som selvstændig, som jeg ønskede mig.

Jeg vil gerne høre, hvad du har måttet give slip på – eller hvad du måske nu kan se, du skal til at give slip på fremadrettet?

 

Hvilke af mine 9 punkter ramte mest en øm tå hos dig?

Er der noget, du har måttet give slip på, som ikke var med på listen?

 

Kærligst,

Majken.

 

LinkedIn foto

 

 

 

Vil du med på BoostDinBusiness’ nyhedsbrev og modtage inspiration, motivationsboosts og regulære redskaber, som hjælper dig med at få succes med din virksomhed, kan du tilmelde dig HER.